Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/visitstrandby.dk/public_html/libraries/cms/application/cms.php on line 464
Jøderne fik hjælp af Strandby fiskerne
  • 5 havn baad
  • 3 mork havn
  • 6 gamle fiskere
  • 2 havnen
  • 1 fiskebaade
  • 4 havn gylden
  • lystbaadhavn

Jøderne fik hjælp af Strandby fiskerne

 

Strandby fiskerne hjalp Jøderne til Sverige med stor fare for deres eget liv under 2. verdenskrig

Jødesejlads
FN 57 Jens Krøgh var en af de Strandby kuttere der sejlede med jøder til Sverige og våben retur til Danmark.
Denne beretning fortalt af Harald Christensen (Halle) handler om sejladsen med flygtninge til Sverige i perioden 1940-1945. 
  Jeg vil begynde med slutningen: Klokken er ca. 18.00 den 4. maj 1945, jeg sidder derhjemme og spiser til aften, da smedemester Einar Larsen forpustet kommer til køkkenvinduet og vinker af mig. Nu skulle vi af sted hurtigst muligt. Mor kom og spurgte; ”Skal han have det pæne tøj med?” – ”nej” svarede smeden, og så var han væk igen. Da vi sejlede ud med ”Jens Krøgh” og ”Maagen”, fik vi at vide, at vi skulle ud til kontaktskibet efter en sending maskinpistoler m.m., for der var et eller andet ”i gære” og undergrundsbevægelsen i Frederikshavn havde sendt en stor del af deres våben sydpå, så derfor dette pludselige hastværk. Vi fandt vores kontaktskib og fik lastet, men der var blevet for mørkt til at vi turde sejle ind på grund af minefaren, så vi kom først i havn igen ved 5-6 tiden om morgenen den 5. maj. Vi kunne ikke forstå da vi kom ind, at smeden med flere stod og vinkede af os, vi skulle komme hen til auktionskajen, der fik vi så den gode nyhed at vide; vi var frie.
  Det hele begyndte for mig i året 1944 da jeg var med kutter ”Jens Krøgh”, ejet af Otto Krøg, skipper ombord var Tage Jørgensen og bedstemand var Magnus Ørtoft. 
  Herluf Aaen og smedemester Ejnar Larsen, var dem i Strandby, der stod for afsejlingen i Strandby med flygtninge. De vidste hvem og hvor mange der sejlede, så jeg ved kun det jeg selv var med til, da vi af sikkerhedsmæssige grunde ikke fik fortalt for meget. Herluf spurgte Tage, om vi ville sejle flygtninge til Sverige, man var nemlig helt på spanden efter at sejlruterne de forskellige steder var stoppet af tyskerne – sidst Sæby og Frederikshavn, så det var blevet for mange for kutter ”Henny” og ”Maagen”, til de kunne klare det alene. Prisen pr. tur var 1.000 kr. til båden og tre mands besætning, som mistede 1-2 dages fiskeri, så det var ikke den ”guldgrube”, som der har været skrevet så meget om. Det var organiseret således, at der ikke var penge mellem os og dem vi sejlede med, der var ligeledes placeret en svensk fiskekutter med dansk besætning ombord, på en nærmere angivet position mellem Danmark og Sverige. Af mandskabet på denne kutter, kendte jeg (Fus) Sofus Svendsen – ”skawbines” søn, samt hendes svigersøn fra Skagen.
 
MINDST EN TUR OM UGEN 

  Vi startede med at sejle enkelte ture, men jo længere vi kom hen på året i 1945, jo mere pres blev der på, så vi fra april sejlede mindst en tur om ugen. Pr. tur havde vi fra 4-8 flygtninge med og retur fra kontaktskibet, havde vi lige fra specielle cigaretter uden mærke til maskinpistoler og ammunitation, samt frihedssange og blade til sabotører og instruktører, der skulle til Danmark for at hjælpe. 
  Lidt spredt fra de første ture, husker jeg det værste var, når vi ikke kunne finde kontaktskibet, bl.a. tit på grund af tåge. Så skulle vi forsøge at få dem med et andet svensk fiskefartøj. En gang endte vi helt ovre i den svenske skærgård i tæt tåge. Da tågen lettede, så vi flere svenske fiskefartøjer på vej ind, men ingen ville stoppe når vi anråbte dem. Endelig var der en der stoppede, ombord i denne var to mand fra Esbjerg, de sagde der først skulle holdes rådslagning ombord, hvor der var otte mands besætning. Pludselig kom den ene dansker op fra lugaret og sagde til os; ”Hurtigt – kom over med flygtningene inden de bliver færdige med at snakke” – så det gik stærkt med at få dem over på den svenske kutter og derefter sejle hjemad. 
  Jeg husker også engang, og det kan jeg stadigvæk grine af: Efter vi have afleveret vores folk til kontaktskibet, skulle vi, som sædvanlig have nogle kasser (indholdet vidste vi intet om) med hjem, men denne gang skulle vi også have to mænd med. Vi fiskede som sædvanlig på hjemvejen og pludselig så vi langt mod syd en tysk torpedobåd, som så ud til at have kurs direkte mod os. De to sabotører vi havde med, sad skjult med hovedet op af lastrummet, tog ladegreb på deres pistoler. De ville sælge deres liv så dyrt som muligt. Jeg ved ikke hvad der pludselig gik af tyskerne (de havde nok set de to farlige fyre vi havde med), for da de var omkring 1000 meter fra os, drejede de af og fortsatte nordpå. Engang vi også havde et par fyre med ind, sad jeg og talte med den ene og spurgte ham om han kunne engelsk (dengang hørte vi kun det i radioen) og han gav mig da en prøve på sit engelsk, senere fik jeg af Herluf at vide, at han var fra Canada. 

VI VIDSTE IKKE HVOR MANGE DER VAR MED 

  Når vi sejlede ud fra Strandby, vidste vi intet om hvor mange der var ombord og de sad musestille nede i lukafet. Udenfor havnen, var det som regel mit job at gå ned og sige godmorgen og se hvor mange der var, samt sige til dem, at først om ca. en time, kunne de komme op og trække frisk luft. Når vi kom ind efter endt tur, lagde vi skibet til kaj og gik hjem. Næste morgen var det læsset for folk og gods, hvem der gjorde det, ved jeg ikke, kun at Herluf og smeden var med til det. 

"CHOKOLADE" i fin indpakning! 

  Så når vi kom næste morgen, var vi jo nysgerrige, om de have efterladt noget i lukafet. Jeg bjergede mig engang en kedeldragt, kun brugt den ene gang. En anden gang fik jeg en meget lang næse; jeg så en fin pakke liggende på kabyssen. Jeg følte på den – den var blød – jeg pakkede den forsigtigt op, så ind i enden og råbte ”chokolade”! Men ved nærmere eftersyn viste det sig at være lort, som de arme mennesker havde pakket ind. De var selvfølgelig spændte og i det lille lukaf på vores kutter, var der ingen steder at forrette sin nødtørft. Engang med dårligt vejr havde vi seks mand og en gravid kvinde (ingeniørfrue fra Odense i 7. måned), som blev en del søsyg i det lille lukaf med dårlig luft. Vi turde ikke tage hende op på dækket, så da havde jeg travlt med spanden de kunne kaste op i - hun var så syg, at hun gerne ville kastes overbord! Så galt gik det dog ikke, men jeg har tit tænkt på hvad hun fødte og som nu må være over 50 år. Engang kom smeden op til os derhjemme på Havnevej 1, med fem-seks store kufferter, de tilhørte to personer, som vi havde haft med til Danmark og som ikke skulle være sammen med deres bagage. Senere blev de så afhentet af "Tatol Jens", der havde taxaforretning, men inden "Tatol Jens" var færdig med at slæbe kufferterne ud i bilen, kom "Bæk Stine", hun gik med stok, men havde altid fart på og var temmelig nysgerrig. Hun stoppede op og henvendt til min mor sagde hun ”huns ska´i ut å rees”! Det var det! - en lille brik fra 1940/45. "Halle" Beretningen er skrevet til Tilbuds Avisen i 1998 og offentliggjort i 2003, efter Harald Christensen ønske, da han ikke ønskede beretningen offentliggjort før efter sin død. Harald Christensen er opvokset i Strandby, Havnevej 1, hvor hans mor Marie Christensen boede. Hun opbevarede mange våben og illegale ting i hendes verandagang, hvor de tit var stablet op i kasser fra gulv til loft. Tyskerne boede lige ved siden i det gamle missionshus, og flere af tyskerne var gamle landmænd, som ikke var nazister, og de længtes hjem til deres gårde og var vældig flinke og snaksalige. Marie var flink ved flere af dem og enkelte fik lov at gå på havearbejde hos hende og efter endt arbejde bød Marie på kaffe og brød og man lyttede til Engelsk radio, som disse fredelige tyskere også gerne ville høre. Dengang kørte den tyske radio kun med propaganda og løgn historier om hvor sejrrige tyskerne var. Soldaterne i Strandby anede ikke at de sad klods op ad et våbendepot og drak kaffe! 
Det gamle missionshus
Det gamle missionshus til venstre hvor tyskerne boede og Marie Christensens hus til højre på Havnevej 1, hvor der til tider var våbendepot i verandagangen fra gulv til loft.
 
 
 
 
 
 

Info

På alle hverdage er der fiskeauktion kl. 7.00 i auktionshallen.
An Wochentagen Fischauktion um 7.00 Uhr in der Auktionshalle.

 

 

Her finder du Strandby